
mar
10
Nyhed fra LE KLINT

feb
28
Historien bag
Bliv klogere på LE KLINTs baggrund
Historien om LE KLINT tager afsæt helt tilbage i begyndelsen af 1900-tallet. Arkitekt og civilingeniør P. V. Jensen-Klint kunne på dette tidspunkt ikke finde en egnet skærm til en petroleumslampe, han selv havde tegnet. Derfor gik han i gang med at udvikle sin egen skærm hertil, og inspirationen fandt han i asiatiske papirlamper og foldekunst. Udfordringen var stor, men det lykkedes ham at folde skærmen, så den fik en krave vinkelret på plisseringen. Med tegningerne af denne første skærm lød startskuddet til det, der skulle vokse op og blive til en verdenskendt lampeproducent. Hele familien Klint, herunder sønnerne Tage og Kaare samt flere gode venner, arbejdede i de efterfølgende år på at forfine skærmen. I disse år var skærmen da også en fast gave fra Klint-familien til familie og venner. P. V. Jensen-Klint havde anvendt stift karduspapir til at folde sin første skærm, men det blev udskiftet til hvidt kvalitetspapir i 1938, da sønnen Tage Klint fandt en metode til at få den plisserede skærm til at sidde fast på lampeholderen udelukkende ved brug af skærmkravens spænding. Dette var en teknik, han desuden fik patent på.
Tage Klint var da også familiens kreative iværksætter, og i 1943 besluttede han sig for at gøre familiens flid og folderi til en egentlig forretning. Således kunne den første LE KLINT butik blive åbnet i København i 1943, hvor deres lamper blev fremvist og solgt. Som forretningsmand var Tage Klint lysår forud for sin tid og for at sikre sine medarbejdere, oprettede han den fond, der siden 1972 har drevet virksomheden LE KLINT.
Virksomhedens første lampe, Model 1, blev designet af Tage Klint, men egentligt var han mere iværksætter og virksomhedsleder end designer. Derimod var hans bror, Kaare Klint, den kreative skaber og desuden også en af Danmarks mest berømte møbelarkitekter. Han tegnede bl.a. Frugtlygten for LE KLINT i 1944, hvor inspirationen kom fra kinesiske papirlygter. En lampe, der fortsat er i produktion, og som har været en af virksomhedens bedst sælgende gennem tiden. Frugtlygten er bl.a. et eksempel på de mere komplicerede foldeteknikker, som LE KLINT har formået at udvikle, og Frugtlygten var nyskabende, da den for første gang introducerede krydsplisseringen.
Historien om LE KLINT er således ikke blot virksomhedshistorie, men ligeledes design- og teknologihistorie gennem mere end 100 år. En udvikling, der har betydet, at LE KLINT i dag er en moderne produktionsvirksomhed, der samtidig holder fast i en stærk tradition for håndværk.