maj 29

Håndværket

Læs mere om LE KLINTs særlige håndværk

Arkitekt og civilingeniør P. V. Jensen-Klint foldede den første plisserede lampeskærm tilbage i starten af 1900-tallet. Skærmen blev foldet til en petroleumslampe, som han desuden selv havde tegnet, og dermed startede fortællingen om LE KLINT.
 
Det helt særlige ved LE KLINTs produkter er håndværket og de såkaldte foldepiger. Ingen andre end LE KLINT fremstiller krydsplisserede skærme, og kun i Odense har man bevaret dét at folde lampeskærme som et håndværk. I løbet af årene har mange ingeniører forsøgt sig med at lave maskiner, der kan folde disse særlige krydsplisseringer, men det har vist sig særdeles vanskeligt og har endnu ikke formået at kunne hamle op med håndværket.
 
For en foldepige tager det omkring et år at lære teknikken at kende og mellem to og tre år, inden de mestrer samtlige modeller i sortimentet. Pigerne lærer både at folde de retvinklede plisseer som på den klassiske Model 1, men også de bølgede folder på Sinus Line. Ofte foldes plisseerne efter prægede mønstre i plast. Disse linjer er ikke skåret i materialet, men præget som linjer, der kan foldes efter. De præges ved hjælp af en maskine, som LE KLINT selv har opfundet, og denne maskine består af en messingvalse, som præger mønstrene ned i en rulle materiale. Derfor findes der en valse for hver model.
 
Efter prægningen skæres materialet i stykker, så det passer til en lampe eller lampeskærm. Herefter kan foldningen begynde, og efterfølgende sys skærmene med en søm på vrangen, hvor det kan lade sig gøre, og skærmen vendes for at usynliggøre sømmen.
 
Igennem årene har foldepigernes store fingerfærdigheder omsat designeres modeloplæg, og de tages derfor med på råd, når nye ideer skal omsættes til egentlig produktion.
 

Lyspunkt niels bohrs vej 33B 8660 skanderborg telefon 7020 1113 salg@lyspunkt.dk

todo: loading, please wait